Taxa-chauffør i KBH

Som taxa chauffør er du med til det hele. Lige fra bryllup til begravelse. Jeg får alle historierne – om konen der venter derhjemme og er sur, kæresten der ikke må vide at hun, igen, har været på druktur med veninderne.

Der er mange små ture og de giver ikke så meget, men det er tit mere underholdende at køre småture og møde flere forskellige mennesker, end at sidde på motorvejen med en enkelt kunde.

Glæden ved at møde andre

Jeg elsker at snakke med nye mennesker og høre om hvad de har gang i, hvor de er på vej hen. Ikke alle har lyst til at snakke, og mange sidder og kigger i deres telefon. Så er der dem der glemmer at chaufføren er der, og snakker om interessante forretninger og politik. Som chauffør i indre by har jeg hørt om skattereformer og politisk forhandlinger længe før de bliver nyheder.

Kvinder er tit mere snakkesaglige end mænd. De er måske lidt flinkere ved chaufføren? Der er mange kvinder som sætter pris paa sikkerheden ved at køre med en taxa når de skal hjem om natten fra fest eller en bar i byen. Når jeg kører en kvinde hjem om natten, sørger jeg altid for at vente på at hun er kommet ind af døren. København er generelt en sikker by, men jeg har det bedst hvis jeg ved, kunden er kommet sikkert hjem.

Kammeratskabet

Blandt chaufførerne er der et godt kammeratskab, ogsaa selv om vi koerer for forskellige firmaer.Der er en god politik hvor man ikke hopper foran i køen og nupper andres kunder, og vi snakkes og mødes og hører om hvordan det går. Jeg sætter stor pris på at have andre chauffører at snakke med, og især har jeg to helt specielle venner, som jeg har mødt gennem mit job, og som jeg også ses med privat.

Et hårdt job

Folk tror, man sidder mageligt i en Mercedes, men efter en dag i storbyens trafik og utallige kunder er man slidt helt op,har ondt i kroppen og tom i hjernen. Jeg prøver at tage hjem og gå i motionscenteret, eller lave noget sund mad. Men ofte, som de fleste andre chauffører, falder jeg i søvn foran fjernsynet.

At køre taxa er det hårdeste job, jeg nogensinde har haft. Det er hårdt for kroppen og der er ikke altid nok udfordringer til hjernen. Hvorfor jeg bliver ved med at køre taxa? Fordi det er det fedeste job, jeg nogensinde har haft.